Min fortælling om mine oplevelser efter 20 neurofeedbacktræninger med opstart d.9. oktober 2018 og afslutning d.23. januar 2019.
Efter et brystkræftforløb i 2012 med kemobehandling, operation og strålebehandling blev jeg afsluttet i 2013.
Jeg havde meget svært ved at komme mig, og det var både fysisk og psykisk. Energien var lille, og jeg var altid på udkig efter en stol eller tænkte på undskyldninger for at tage bilen – også til de små ture. Jeg var flov og fortalte det helst ikke til nogen – jeg følte, det var min egen skyld, fordi jeg ikke havde energi til at dyrke motion, som jeg var blevet rådet til.
Min selvfølelse led under at føle flovhed og skyld. Selv følte jeg, at jeg nemt kunne blive en tung byrde for mine omgivelser at være sammen med.
Der var ikke så mange glade tanker. Det, jeg så valgte at gøre, var: med viljen og tankerne at give mig fuldt ud, når jeg var sammen med andre, og så komme mig, når jeg kom hjem. På den måde gik det meget godt med at skjule det, men det blev til tristhed hjemme hos mig selv, hvor jeg så ikke overkom at gøre så meget, som så yderligere gav mig følelsen af ikke at slå til.
Hvad den fysiologiske årsag var, ved jeg ikke, men jeg ved, hvad jeg oplevede, da jeg fik træninger med neurofeedback.
Efter de første neurofeedbacktræninger begyndte jeg at mærke en punktvis smerte i min venstre fod og efterfølgende en summen i fødder og underben, som føltes godt, da det føltes som liv. Denne summen flyttede sig gradvist længere op i kroppen for til sidst at ende i hovedet. Det første, jeg bemærkede en morgen, hvor jeg vaskede mig, var til min store glæde, at jeg så, at jeg havde fået farve i ansigtet, og mine blodårer på hænderne igen kunne svulme op. Før havde jeg fået at vide, at jeg så bleg ud, men nu mødte jeg forbavsede udtryk om glæde over at se, at jeg havde fået kulør, energi og glæde. Det var en meget stor og euforiserende glæde for mig at høre disse tilkendegivelser.
Efter kræftforløbet var jeg også blevet afhængig af høreapparater på begge ører. Efter få træninger kunne jeg nu lægge dem i skuffen og har ikke haft brug for dem siden – Fantastisk. Hvad bevægelse og udholdenhed angår blev jeg opmærksom på en anden markant forbedring, den dag min søn forbavset spurgte, om ikke jeg havde brugt bilen, da jeg fortalte, at jeg var gået til byen og hjem et par dage i træk.
Nu gik det op for mig, at jeg ikke længere havde problemer med at gå og oven i købet følte glæde ved det, selvom der også var højdestigninger på strækningen. Det var jo kommet løbende, men den dag stod den markante forbedring tydeligt for mig. Det er en stor lykke for mig.
Jeg føler, at jeg har fået livet tilbage. Overordnet har jeg fået energi, en meget bedre nattesøvn og ikke mindst en glæde, som gør livet værd at leve. Oveni hatten har jeg oplevelsen af, at gamle dårlige oplevelser, som var bearbejdet, nu opførte sig som sæbebobler ved at være der, for så pludselig – puf – at forsvinde. Nu er de blevet objektive og ikke subjektive.
Jeg oplever nu at være en aktiv deltager i livet, og det gør mig super meget glad. Når alt det er sagt, vil jeg også give udtryk for, at jeg i forvejen af dygtige professionelle under mit kræftforløb lærte at være udholdende og tåle at være i tilstande med ændringer. Det er den indsats, jeg selv føler, at jeg har kunnet yde i forbindelse med træningerne og dermed roligt har kunnet være i de mærkbare ændringer, som var nødvendige for at komme til mig selv igen.
Mange taknemlige hilsner Ida
